Share

18.03 2020 af Kristina Scharff

Regeringen præsenterer hjælpepakker til mindre virksomheder og de hårdest ramte erhverv

Kompensationsordning

Finansministeriet er godt i gang med at spænde et bredt sikkerhedsnet ud under dansk erhvervsliv for samlet set 40 milliarder kr. Og netop i dag har de præsenteret et oplæg til to nye, midlertidige hjælpepakker til gavn for de små, selvstændige virksomheder, og de erhverv, der er hårdest ramt i denne krisetid.

Små selvstændige kan få kompensation for omsætningstab
Hjælpepakken til de små, selvstændige virksomheder omfatter CVR-registrerede enkeltmandsvirksomheder, iværksættere og mikrovirksomheder med op til 10 ansatte og er gældende i perioden den 9. marts 2020 til den 9. juni 2020. Staten dækker op til 75% af virksomhedernes omsætningstab – dog maks op til 23.000 kr. per måned – for de virksomheder, der står til at miste minimum 30% af deres omsætning som konsekvens af Coronavirus.

Kompensation for faste udgifter til de hårdest ramte erhverv
Finansministeriet har desuden sammensat en hjælpepakke til de hårdest ramte erhverv som fx rejsebureauer, fitnessbureauer, restauranter, caféer, hoteller, luftfartsselskaber og lignende, hvor udgifterne består, alt imens indtægterne udebliver. Til disse hårdt prøvede erhverv giver Staten en kontant håndsrækning ved at dække op til 80% af de beløb, der skal betales faste udgifter for. Ordningen gælder fra den 9. marts 2020 frem til den 9. juni 2020.

Du kan søge støtte på tværs af hjælpepakkerne
Falder du som virksomhed ind under begge kategorier, vil du kunne søge støtte fra begge ordninger. Et eksempel herpå er den lille, selvstændige frisør beliggende i et storcenter, der er blevet lukket ned som følge af regeringens tiltag mod Coronavirus.

Regeringen går i forhandlinger med de øvrige partier allerede i dag for at få gennemført initiativerne, og du kan læse mere om hjælpepakkerne her og holde dig orienteret i øvrigt på virksomhedsguiden.dk.