Share

19.12 2017 af Maria Bjerg Pedersen

Keepers interim ressourcer inspirerer til at arbejde smartere – Høj kvalitet til en fair pris

malenesander-Bred_01

Keepers har gennem et halvt års tid hjulpet Hjerteforeningen med controlling og bogholderiopgaver. Det har de gjort så godt, at foreningen nødig vil af med dem igen.

”Strukturerede og professionelle – uden nogen slinger i valsen.”

Sådan beskriver Malene Sander, økonomichef hos Hjerteforeningen, med ganske få ord den tilgang til arbejdet, hun har mødt hos Keepers.

”Keepers har på en eller anden måde evnet at sætte barren endnu højere, når det angår arbejdstilgang og arbejdsmoral. De forventninger, man stiller til sig selv, er blevet løftet – også den måde opgaverne løses på.”

Procesoptimering tænkes smart

Det er Trine Elling og Manja Hansen fra Keepers, som løser interim opgaver hos Hjerteforeningen og giver foreningen helt nye øjne på økonomistyringen.

De har arbejdet sig gennem processer vedrørende controlling og bogholderi, noteret ned og lavet udførlige procesbeskrivelser. Et eksempel er donationer til foreningen, som kan være anonyme, og hvor der ikke følger en faktura med. Det var tidligere en ret stor opgave at få bogført helt korrekt, men i dag er det indsat i et helt præcis flow.

”Nu bliver det hele bogført på samme måde hver gang, ligesom vi også er sikre på, at det gøres smart. Det er blevet ryddet op i alle processer, så det er nemt at skabe sig et overblik over, hvad der foregår,” forklarer Trine Elling, seniorkonsulent hos Keepers.

Jeg har fået ro på

Keepers startede hos Hjerteforeningen på grund af sygemelding i bogholderiet, men i løbet af månederne har Malene Sander også fået frigjort tid til at videreudvikle foreningen.

”Det har givet mig så meget ro på, at jeg har kunnet fokusere på at samle de helt rigtige ressourcer og nytænke vores fremtidige opgaver. Det er der ingen tvivl om. Stille og roligt har jeg kunnet bygge en helt ny intern organisation op her fra den 1. januar.”

Et prisbevidst valg

Kvaliteten hos Keepers er Malene Sander ikke i tvivl om, og hun vil gerne fortsætte med at bruge Keepers som eksterne konsulenter efter behov, fx til at hjælpe på lønområdet og med rekruttering. Prismæssigt er der heller ikke noget at komme efter.

”Jeg tjekker altid priser, for jeg sidder jo i en forening. Keepers er klart bedst til prisen og en utrolig nem arbejdskraft at have inde. Jeg er en meget tilfreds kunde.”

Læs mere:

  • Hjerteforeningen er en sygdomsbekæmpende patientorganisation, hvis hjertesag er forskning i hjerte-kar-sygdomme, forebyggelse af hjertesygdomme og patientstøtte. Hjerteforeningen er en privat organisation, der arbejder for indsamlede midler. https://hjerteforeningen.dk/