Blog

19.05 2020 af Kristina Ege Scharff

Nørdet workaholic og familiemenneske i én skøn blanding og med et hjerte, der banker for at sætte Keepers på landkortet og sikre korrekthed og rettidig omhu på kundernes løn. Mød Mette, Manager i Payroll.

Hele vejen rundt og til lønområdet som endestation

Som led i sin oplæring i Holbæk Kommune var Mette rundt i de forskellige afdelinger og prøve kræfter med en masse opgaver inden for regnskab og økonomi. Men først på endestationen på løn- og personalekontoret fandt hun den helt rette hylde. Og netop løndelen viste sig at være særlig interessant, da Mette her fik chancen for at kombinere sine kompetencer inden for HR med det juridiske og efter eget udtryk mere nørdede omkring lønområdet.

Rigtig løn til rette tid – det er det, det hele handler om

Mette gør en dyd ud af at rådgive kunderne til den smarteste løsning og sikre deres medarbejdere korrekt løn, til rette tid.

Det er mit job at hjælpe kunderne derhen, hvor processen er både nem og let forståelig. Jeg forsøger at være på forkant og handle proaktivt, så vi sikrer, at der bliver taget hånd om kundens processer, og at vi får løst opgaverne på den bedst mulige måde. Det er det, det hele handler om.

I det hele taget er det ultravigtigt for Mette at sætte sig ind i hver eneste detalje, så hun ikke overser noget. Faktisk er hun så passioneret omkring korrekthed på lønområdet, at hun kan slå sig selv i hovedet i flere dage, hvis der alligevel er noget, der smutter. Og det er jo som bekendt menneskeligt at fejle.

Et nyt kapitel – om at præge udviklingen i Payroll og dele ud af sin erfaring

Siden efteråret 2017 har Mette været en del af Payroll-teamet i Keepers, som dengang hun startede kun bestod af i alt tre mand, eller rettere sagt kvinder. Efter en stilling som lønkonsulent i Holbæk Kommune og mere end 16 år i Deloittes Payroll Service fik Mette lyst til at prøve noget nyt – noget hvor hun kunne være med til at præge en udvikling og skabe processer helt fra bunden. Som uddannet Kommunom med masser af faglig erfaring og efteruddannelse i snart sagt alle lønrelaterede emner havde Mette da også masser at byde ind med.

Meget af mit fag handler om ’learning by doing’. Når alle de ’basic’ regler er på plads, handler det i langt højere grad om at kunne analysere sig frem til, hvad der giver det bedste resultat i en given case. Og hos Keepers fik jeg mulighed for at dele ud af min erfaring, få indflydelse og skabe kvalitet i processerne. Det var både spændende og sjovt at være med til at bygge lønfunktionen op, og jeg har ikke et sekund fortrudt, at jeg tog springet.

Løfter kundernes lønprocesser til nye højder

Som Manager er det Mettes ansvar at strømline processer og tage sig af alle de komplekse opgaver omkring opstart af kunder, herunder design, analyse, test, implementering og drift. Samtidig har hun ansvar for en af Keepers’ største lønkunder, som hun har været inde over helt fra starten og været med til at løfte til helt nye højder på løndelen.

Kvalitet er min mærkesag

Og netop det at løfte løndelen til helt nye højder håber Mette på, at Keepers kan få lov at gøre for mange flere kunder i fremtiden. Det handler om at få Keepers på landkortet og vise, at Keepers som outsourcingpartner kan gøre en reel forskel, særligt på kvaliteten.

Kvalitet og korrekthed er min mærkesag. Hvis mit navn står på, skal jeg kunne stå inde for det arbejde, der er udført, og jeg vil aldrig gå på kompromis med kvaliteten. Derfor er det også Keepers, man skal vælge, når man tænker løn. Vi skal være førstevalget – det er min ambition for Keepers. Vi er der ikke endnu, og det er nogle store spillere, vi er oppe imod, men jeg er ikke i tvivl om, at Keepers har, hvad der skal til.

Ifølge Mette er nøglen til at blive den foretrukne samarbejdspartner på lønområdet dog ikke kun et spørgsmål om kvalitet. Det er samtidig helt afgørende, at Keepers er konstant opdateret på nye tiltag, muligheder og ikke mindst lovgivning, således at Keepers kan assistere kunderne i deres processer og administration og generelle spørgsmål.

Mette bor i Osted, syd for Roskilde sammen med sin mand og deres 11-årige datter. Mette er lidt af en workaholic med høj arbejdsmoral og hang til at dykke dybt ned i juridiske, nørdede fagbegreber, så hun har hundrede procent styr på sagerne. Samtidig er hun udpræget familiemenneske, og derfor er størstedelen af Mettes fritid dedikeret til hygge og samvær i familiens skød.

Flere indlæg

Seneste

Nyheder & blogindlæg

Tilmeld dig

vores nyhedsbrev

Få nyheder om økonomi og
regnskab direkte i din indbakke*.

*Du kan til enhver tid afmelde dig nyhedsbrevet igen.