Blog

22.04 2020 af Kristina Ege Scharff

Fed karisma, god energi og udsigten til masser af menneskelig kontakt i en branche, hvor struktur er key – der var ikke et sekunds tvivl, da headhunteren introducerede Lene for stillingen som Finansiel Controller i Keepers. Mød Lene, Senior Controller og Teamleader i Outsourcing.

En snoet vej til den rette hylde

Som ung var Lene glad for matematik, men blev alligevel sproglig student og havde absolut ingen intentioner om at tage på handelsskole. Faktisk var hun ikke rigtig klar over, hvad fremtiden skulle bringe, og for at holde flest muligheder åbne for sig selv, søgte hun ind på HA jur. Som et naturligt skridt videre blev Lene revisor-trainee, men søgte efter endt barsel og en afsluttet cand.merc.aud videre til en stilling som controller hos Nature Energy. Det var her, hun fandt ud af, at branchen og arbejdet med finansiel controlling var det helt rigtige.

Fed energi, højt drive og mulighed for at bygge en afdeling op – derfor var Keepers interessant

Da Lene i 2017 blev kontaktet af en headhunter til en stilling som finansiel controller hos Keepers var hun da også både nysgerrig og interesseret. Partnerne i Keepers havde før lavet alt selv, men med en udvidet kundeportefølje opstod behovet for flere ansatte, og i den forbindelse skulle der opbygges et outsourcing-center i Middelfart.

”Jeg kan rigtig godt lide at nørde med regnskab og arbejde direkte med opgaverne hos kunderne. Hos Keepers fik jeg mulighed for at arbejde som finansiel controller for mange virksomheder. Energien hos Andreas og Katja var enormt inspirerende. De har et helt særligt drive, og jeg var ikke i tvivl om, at de brænder for Keepers. Energien smittede, og jeg følte mig virkelig motiveret til at tage med på deres rejse og synes, det var spændende at skulle være med til at bygge Outsourcing op i Middelfart.”

Om at få kunderne til at være medspillere på økonomidelen

Når Lene befinder sig så godt i branchen, hænger det sammen med, at den i virkeligheden er et perfekt match til hendes personlighed – både fordi hendes udadvendte natur trives i kontakten til mange forskellige mennesker, og fordi den strukturerede måde at arbejde på – som især har været tydelig hos Keepers – ligger lige til højrebenet for Lene.

”Menneskekontakten og strukturen og samarbejdet på tværs er helt vildt fedt. Jeg brænder for at få kunderne til at være medspillere på økonomidelen – også selvom det for mange er udenfor deres interessefelt. Når jeg får kunderne med, sikrer jeg, at der bliver lavet et ordentligt stykke arbejde. Det har jeg altid set som en spændende udfordring.”

Teamleader – det naturlige valg

I januar 2020 blev Lene forfremmet til Teamleader i Outsourcing, og det var ifølge adm. direktør Andreas Østergaard Borris det helt rigtige og naturlige valg:

”I takt med at vores virksomhed voksede, var der behov for en ekstra tovholder på den daglige drift i outsourcing. Under min barsel havde Lene vist, at hun kunne påtage sig det ansvar og bidrage til at strukturere den daglige drift og sikre den generelle trivsel blandt medarbejderne. Lene er en af vores Keepere med højest anciennitet, så hun er godt inde i processerne og er samtidig meget vellidt blandt sine kollegaer. Derfor var og er Lene det helt naturlige valg som Teamleader.

Rollen som teamleder blev som udgangspunkt defineret som en koordinerende rolle med uddelegering af opgaver og fokus på udvikling af assistenterne.
”Jeg skal være med til at sikre, at vi får optimereret vores processer og anvendelsen af alle de gode systemer og metoder, som vi har udviklet i Keepers. Det er mit ansvar at sikre, at opgaverne lander der, hvor de giver mening, og at der ikke går information eller opgaver tabt undervejs.”

Menneskeligt fokus og et budskab om kvalitet og personlig service

Keepers er allerede vokset sig større, end man havde turdet håbe på, da Lene startede i 2017, og outsourcing-afdelingen blot bestod af chefen, Lene og endnu en controller. I løbet af bare tre år voksede afdelingen med yderligere ni medarbejdere, og både Keepers som virksomhed og rollen som Teamleader er fortsat under udvikling. Derfor har Lene også ambitioner på både hendes og sit teams vegne. Blandt andet er det vigtigt for hende at være med til at skabe en arbejdsplads, hvor alle trives og udvikler sig, samtidig med at Keepers er tro mod sit produkt og giver kunderne en god og tryg oplevelse.

”Det er helt afgørende for mig som Teamleader at påvirke Keepers i en retning, hvor vi fortsat er en attraktiv arbejdsplads, som medarbejderne har lyst til at være en del af, og som de vil anbefale til andre. Mit fokus i Teamlederrollen er den nære kontakt og det menneskelige perspektiv. På business-siden skal vi fortsat vise, at Keepers er en kompetent outsourcing-partner, som tør tænke nyt og altid er i udvikling. Vi leverer en virkelig god kvalitet i det, vi laver, og det er min ambition for Keepers, at vi skal være kendt for netop kvaliteten og den personlige service. Vores kunder skal føle, at vi er tæt på.

Lene er kendt for at være udadvendt, meget social og virkelig god til at prioritere veninder og familie. Hun er desuden særligt engageret og aktiv i lokalsamfundet som bestyrelsesmedlem i det lokale fitnesscenter, hvor hun udover at holde styr på økonomien også folder sig ud som spinning-entusiast, når viljestyrken vinder over udsigten til en kop kaffe i solen på terrassen. Privat bor Lene sammen med sin mand og deres to skønne drenge, der ligesom Lene altid har fuld fart på.

Flere indlæg

Seneste

Nyheder & blogindlæg

Tilmeld dig

vores nyhedsbrev

Få nyheder om økonomi og
regnskab direkte i din indbakke*.

*Du kan til enhver tid afmelde dig nyhedsbrevet igen.

Menu