Share

03.03 2020 af Kristina Scharff

Det er os, der skal være nummer ét, ikke mig!

Kasper web

– medarbejderportræt af Manager i Keepers ApS – Consulting, Kasper Aavild Haysen.

Han er direkte. Han er ambitiøs på egne og andres vegne. Han er tålmodig med sine medmennesker, og så er han yderst arbejdsom. Mød Kasper Aavild Haysen, Manager i Keepers, der på relativt kort tid er blevet en vigtig ressource i udviklingen af Keepers.

I krydsfeltet mellem psykologi og økonomi
Interessen for økonomi og regnskab tog sin spæde start allerede i gymnasietiden, hvor Kasper gik handelsvejen. Her var der fokus på mennesker og processer, og han fandt hurtigt ud af, at kombinationen af det menneskelige perspektiv og det mere tekniske, nørdede omkring økonomi var den helt rigtige vej for ham. Derfor fortsatte han på CBS i København med en bachelor i Business Administration & Psychology og vendte tilbage til passionen for regnskab med en kandidat i Accounting, Strategy & Control.

Psykologisk perspektiv – en ekstra dimension til konsulentfaget
Når jeg møder nye mennesker, er mit udgangspunkt altid, at de kan noget, som jeg ikke kan -og det vil jeg gerne lære mere om.” Kasper er naturligt nysgerrig på andre mennesker og har gennem studiet fået en værdifuld indsigt i, hvordan han som konsulent kan sætte sig i andres sted, forstå dem og vinde deres tillid. De skal føle sig trygge, og det er Haysen lykkedes med både blandt kunder og kollegaer.

Det psykologiske perspektiv tages dagligt i brug, fx i forbindelse med rekruttering, når Kasper forsøger at finde det rette match til en specifik opgave, eller i samarbejdet med kunder, der har en anden faglig baggrund.

En virksomhedskultur i harmoni med familielivet – derfor takkede han ja til Keepers
Kasper var på sin vis – og uden egentlig at vide det – allerede vævet ind i Keepers-familien, længe før han officielt blev en del af den. I forbindelse med et møde på en tidligere arbejdsplads mødte han Katja, Partner i Keepers, og chefens søn havde tilmed arbejdet sammen med både Andreas, CEO i Keepers og Katja hos Deloitte. Alligevel var det kærestens onkel, der under en samtale ved en barnedåb lukkede Kaspers øjne op for Keepers. Onklen, som er CEO i Bunker Holding, havde forbindelse til Andreas og gav Kasper muligheden for at videresende en ansøgning i retning af Keepers.

Kasper kom til samtale og takkede ja til et jobtilbud hos Keepers, fordi han her fik mulighed for at præge sit eget arbejde og samtidig kunne mærke en anderledes kultur, hvor menneskelige værdier tog fokus, og medarbejderne ikke ansås som en ressource, der kunne opgøres i antal arbejdstimer – en opfattelse han desværre var stødt på under rekrutteringsforløb hos større konsulentfirmaer.

Som dedikeret familiemenneske var det et afgørende perspektiv i valget af arbejdsgiver. Jobbet i Keepers var desuden en helt unik chance for på et meget tidligt tidspunkt i karrieren at arbejde tæt sammen med dygtige managere, hvilket har udviklet hans faglige ekspertise betydeligt på kort tid og var en mulighed, der kunne have haft lange udsigter i et større konsulenthus.

Talent og timing gjorde Kasper til en vigtig komponent i Keepers’ fremdrift
Når Kasper på så relativt kort tid er gået fra studerende på CBS til Manager i Keepers, er det både tilfældigheder og hårdt arbejde, der har været afgørende. Tilbage i studietiden arbejdede Kasper for Poul Hansen og co., hvor han hurtigt fik ansvar og dermed også et solidt indblik i arbejdet med outsourcing. Gennem tre år oparbejdede han nogle efterspurgte kompetencer på et tidligt tidspunkt i karrieren, og det gav ham et forspring blandt de medstuderende.

Ifølge Haysen selv, blev han en del af Keepers på det helt rigtige tidspunkt – og timingen lagde da også grobund for faglig udvikling i raketfart. Da Kasper kom til Keepers, bestod virksomheden af blot to fuldtidsmedarbejdere i Payroll og fem  i Consulting, og ud af de 5 var 4 virksomhedens partnere. Med sit talent for automatisering, evnen til at få ting til at fungere i systemer og et allerede indgående kendskab til arbejdet med outsourcing shinede Kasper blandt de kandidater, han var oppe imod.

Efterhånden som Keepers blev en succesfuld virksomhed med stadigt stigende behov for dygtige medarbejdere, fik Kasper tilmed større ansvar og blev en vigtig ressource i den fortsatte udvikling af Keepers.

Gode løsninger, der fungerer
Det er det, Kasper brænder for. Og han ser en stor værdi i at finde ud af, hvor hans kompetencer kan bidrage til netop dét. Men det har også krævet benhårdt arbejde at nå dertil, hvor han er i dag – for ”det du ikke har i hovedet, må du have i benene”, mener Kasper. Og samtidig med at han er stædig i sin stræben efter gode løsninger, er han også ydmyg. Og det er måske derfor, han er så vellidt, hvor end han kommer hen.

Hold øjnene på bolden – om at lykkes med processen
Kasper har mange ambitioner, men er også ydmyg omkring dem, når han siger: ”Jeg har aldrig gået efter målet, men fordyber mig i stedet i processen. Hvis jeg lykkes med processen, skal jeg nok ende det rigtige sted”. Til kollegaer under hans vinger, plejer han også gerne at minde dem om at holde øjnene på bolden og ikke på målet.

Selv har han en karrieremæssig ambition om at gribe så mange bolde, som han kan, og drive det så langt som muligt. Det afspejler sig da også i det mantra, han lægger for dagen, når man spørger ind til hans ambition for Keepers. ”Det er os [Keepers], der skal være nummer 1, ikke mig. Hvis vi skal være de bedste til det, vi gør, skal vi have alle med.”

Kasper Haysen er kæreste med Katrine på 7. år, og sammen har de datteren Ellen på blot 7 måneder. Kaspers førsteprioritet er uden tvivl familien, men det skinner tydeligt igennem, hvor passioneret han er for sit arbejde. Når tiden tillader det, får han også et par ugentlige morgentræninger klemt ind i det travle program, ser vennerne og i ny og næ en god fodboldkamp.