Share

06.04 2020 af Kristina Scharff

Når arbejdet med løn bliver en leg, så har jeg gjort mit arbejde godt!

Tina web

– medarbejderportræt af Manager i Keepers ApS – Payroll, Tina Jensen.

En kæmpe stak papirer indbundet i brunt papir med en sløjfe af sejlgarn, en reol med røde ringbind og et nyindkøbt EDB regnskabssystem. Det blev starten på Tinas karriere inden for økonomi og efterfølgende passion for lønområdet.

Tilbud om en hjælpende hånd endte med opdagelsen af en faglig passion
I 1983 blev Tina færdigudlært på kontor, og da kontorets nye bogholder i 1985 kom ind med førnævnte papirstak, tilbød Tina straks sin hjælp. Papirerne blev sorteret, hullet og lagt i mapper. Og så kunne arbejdet begynde med at lægge al information ind i det nyindkøbte EDB regnskabssystem. Dengang var der god tid til at sætte sig ordentligt ind i alle processer, og resultatet blev en fastansættelse til den dengang 22-årige Tina.

Da den faste bogholder skulle afholde ferie, blev Tina også bedt om at lave løn. Det var hun nu ikke meget for, men der var ingen vej udenom, og Tina blev derfor også lært grundigt op inden for det felt. ”Det endte faktisk med at blive min passion at fordybe mig i det, som ingen andre ville og fx hjælpe banken, når bilagene skulle afleveres. Der var altid en lang kø af lønfolk med spørgsmål, som banken til tider havde svært ved at svare på.”

Juridisk ballast og HR-indsigt som en ekstra styrke på lønområdet
Tina er først og fremmest uddannet kommunom, men har suppleret sin faglige viden med både juridiske og HR-relaterede fag, hvilket har givet hende en solid, faglig ballast, når hun dykker ned i detaljen og læser lovtekster og overenskomsttekster og skal gøre det nemt for andre at forstå. På sin tidligere arbejdsplads, Kommunernes Landsforening, havde Tina et godt samarbejde med HR-afdelingen, hvor hun lærte, hvor vigtigt et komma er i en lovtekst, og hvad betydningen af lovteksten kan eller skal have. Og det er der i dag rigtig mange af Keepers’ kunder, der nyder godt af.

Er det bare det? – om at hjælpe sine medmennesker og gøre kompleksiteter spiselige
Når Tina med så tung en erfaringsprofil valgte en relativt nyopstartet virksomhed som Keepers, var det, fordi Keepers’ kunder – små og mellemstore virksomheder – gav hende mulighed for at dele sin viden bredt. ”Jeg bliver glad, når jeg kan være behjælpelig og gøre ting forståelige, og når arbejdet med løn efterfølgende opleves som en leg, så har jeg gjort mit arbejde godt. Og som en kunde engang sagde til mig, er det bare det?” Og netop det at hjælpe andre – fx lønbogholderen eller chefen til at forstå og vælge, hvilke tiltag, de skal tage ift. ferie, beregning af feriefridage eller forståelse af en overenskomst – det er det, der driver hende i det daglige.

At hjælpe andre mennesker er i det hele taget altid faldet Tina naturligt. Og det opdager man da også allerede ved første møde. Tina er både blandt, venner, familie, kunder, samarbejdspartnere og sågar turister kendt for altid at stå klar med en hjælpende hånd og kan faktisk slet ikke lade være at spørge, om der er noget, hun kan være behjælpelig med. ”Jeg synes, det er så dejligt at se, hvor glade folk bliver, når de får en hjælpende hånd i en travl hverdag.”

Fra rådgivning på biblioteket til iværksættelse af nyt lønfagligt fag – det drømmer Tina om
Tinas hjælpsomme natur afspejler sig tydeligt i hendes ambitioner for fremtiden. Og her er hun helt klar i spyttet. ”Det vigtige for mig er forståelsen for lønopgaverne, og den vil jeg give videre til dem, der arbejder med løn og alle dem, der modtager løn. Og så vil jeg dele ud af min viden og mange års erfaring til alle de nye kollegaer, der løbende bliver en del af Keepers-familien.”

Men ambitionerne er mange, og Tina bliver aldrig færdig med at hjælpe andre med det, hun er så passioneret for, nemlig lønområdet. ”Jeg drømmer om alt lige fra at sætte mig på biblioteket og stå til rådighed for alle dem, der har brug for hjælp til at forstå deres lønseddel, til at oprette et fag på alle uddannelser inden for bogholderi, så selv en lønchef kan forstå, hvilken udgift en løn er, hvis den ikke er behandlet korrekt.”

Tina Jensen er en sand livsnyder og har udfordret sig selv med lidt af hvert som ung, bl.a. i sportens verden og med et utal af rejser til forskellige destinationer. Tina har sammen med sin mand en skøn lille hund, som giver hende sparket til den daglige motion, hvor naturen ved Vest Volden i København nydes, og så står hun altid klar, hvis du har brug for hjælp.